Må man tage imod en kompliment – og hvordan?

Må man tage imod en kompliment – og hvordan?


image
Holdnu op, DU ser godt ud i dag!!

Hvad er din første tanke eller reaktion, når jeg siger sådan til dig??

Et split sekund af glæde og så benægtelse. Størstedelen af den danske befolkning begynder straks, at feje komplimenten væk. Giver man 1 kompliment, får man 10 undskyldninger tilbage for, hvorfor komplimenten ikke er berettiget. Jeg gør det samme. Nogle gange sender man den retur, med et “i lige måde”. Så er den ligesom nulstillet. Det mest fjollede er, at når vi går ud, har vi rent faktisk brugt tid på at udvælge tøjet, sætte håret og lægge make-up’en. Vi har gjort os umage, så folk vil tænke “hvor ser hun godt ud”. Men når nogen siger det højt, så afviser vi på det groveste, de søde ord.

Men hør lige her skønne kvinder! En kompliment er IKKE en indledning til en diskussion.
Man må faktisk gerne tage imod en kompliment, smile, sige tak og mærke hvordan varmen breder sig til kinderne, og ned i maven (her sidder mit lykkecenter).

Den danske jantelov har hårdt fat i os alle. Ingen må skille sig ud, ingen må være bedre end andre. Og hvis man er det, må INGEN sige det højt. Derfor bliver vi også utilpasse, når vi bliver trukket ud af mængden og fremhævet. Vi bryder den uskrevne regel, får dårlig samvittighed og begynder straks på benægtelsesprocessen – det er ren overlevelsesstrategi. Et gammelt urinstinkt, som ligger dybt i os alle. Og du kan ikke bryde kæden, medmindre du aktivt gør noget. Så tænker du måske – “hvorfor så ændre på det”.

Vi vender lige situationen om.
Hvis jeg siger til dig, at den kjole klæder dig VIRKELIG godt, så er det fordi jeg mener det, og gerne vil gøre dig glad. Så betyder det ikke, at du skal undskylde dig selv med, at “den er en gammel sag”, at “den er købt i Bilka for 50,-“, at “du ser tyk ud i den” osv. osv. osv. Ved at gøre det nægter du faktisk at tage imod den verbale gave, jeg gerne vil give dig.  Du fortæller mig indirekte, at min mening ikke har betydning for dig. Du gør mig faktisk en lille smule ked af det. Og den triste sandhed er, at hvis det gentager sig tilpas mange gange, så holder jeg helt op med at give DIG komplimenter. Ingen kan lide at blive afvist gang på gang, så vil man trække følehornene til sig.
En kompliment handler ikke om hvor perfekt du er. Den er ikke for at stive dit ego af. Det handler i bund og grund om kærlighed.

Rent fysiologisk straffer du også dig selv, ved ikke at tage imod komplimenten. Hvis du modtager en kompliment vedr. en præstation – “gud hvor er det en lækker kage, du har bagt”, eller “hvor er det sejt du har løbet 10km”, så vil hjernen udskille dopamin. Det er et stof, som giver kroppen et energiboost, det gør dig høj og giver dig følelsen af at kunne overvinde udfordringer i livet. Rent fysiologisk sker der en positiv ændring i din krop.

Får du en kompliment på din person, dit udseende og den du er, “Hvor er den nye frisure flot til dig”, eller “hvor er du bare enorm omsorgsfuld”, så vil din krop udskille endorfiner og oxytocin. Det er stoffer, der skaber kærlighed og lykke i din krop. Faktisk er endorfiner også smertedækkende – og kan ligefrem være afhængighedsskabende. Det er forskningsmæssigt bevidst, at hvis din krop formår at producere oxytocin i større mængder, vil det øge din naturlige tillid til andre mennesker, samt øge din tendens til gavmildhed. Ergo har vi igen med stoffer at gøre, som fysiologisk skaber en positiv ændring i din krop.

Det er ren negativ Kinderæg! Ved at nægte at tage imod ros, straffer du dig selv på 3 måder. Du hæmmer en positiv reaktion i din krop, du afviser et andet menneske, du forbliver i en trist og benægtende situation.

Jeg har syntes, og synes stadig, at det er fuldstændig grænseoverskridende at tage imod ros og komplimenter, tro på det og værdsætte det. Mit selvværd ligger ikke særligt højt, og jeg har simpelthen ikke kunnet se, hvad det var som andre så.
Inden folk kunne formulere én kompliment, har jeg haft en masse modargumenter på, hvorfor de tog heeeelt fejl. Efter min debut på Instagram, er det gået susende stærkt. Her flyder det med ros, likes og søde ord, og det kan blive meget overvældende. Især når man som dansker, er ydmyg af natur. Men jeg er også stædig – MEGET stædig, og besluttede mig for, at tage kampen op mod janteloven!

FUCK DET tænkte jeg. Vi er sgu alle sammen unikke, og helt fantastiske på hver vores måde, og det skal vi være stolte af. At jeg tager imod en kompliment gør ikke mig til et bedre menneske, og det gøre mig bestemt ikke bedre end dig – men det gør mig til et gladere menneske. Og det er præcis det, jeg gerne vil være!

Jeg satte mig derfor et mål om, at give flere og selvfølgelig ærlige komplimenter til andre. Både for at se hvordan andre reagerede, men også fordi det er nemmere at modtage, når man selv er en giver. Resultatet var faktisk overraskende! Når jeg gav komplimenter til andre, blev folk mere “medgørlig”, og hele mit miljø udvikler sig og bliver mere positivt. JEG blev faktisk gladere af, at give flere komplimenter. Og bedst af alt, jeg er blevet bedre til at lukke den gode fornemmelse ind, når nogen siger noget pænt til mig. Det føles godt at blive set og anerkendt. Vide at man ikke blot er en lille overflødig flue på væggen, men at man er noget, kan noget, inspirerer og gør en forskel hos andre mennesker. At man er en vigtig brik i et større puslespil, og har en betydning.

Du har SÅ meget fortjent at føle det samme. Er du der ikke helt endnu, så har jeg faktisk lyst til at give dig en lille udfordring. Det står dig fuldstædig frit for, om du vil leget med 🙂 Men prøv at sige 5 komplimenter om dagen, hver dag i 7 dage. Måske oven i købet til en, du ikke er helt tæt med, hvis du virkelig er typen, der tager en udforing til stregen. Mærk så efter, om det gør en forskel for dig. Jeg vil rigtig gerne høre, om du føler det har ændret noget for dig, når ugen er gået?

Held og lykke skønne kvinder, I er værdifulde og har så meget fortjent lidt ros, så tag nu for pokker imod det!

print
Share on Facebook

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *